onsdag den 26. september 2012

Big Data

I dag var vi på skolebænken – men det var ikke just grundskoleniveau. Hos HP holdt Jong-heun Kim fra firmaet Autonomy en forelæsning om Big Data – og anvendelsesmulighederne af nye analysemetoder. Noget jeg er stødt på gennem de seneste par, men – må jeg indrømme – ikke helt har forstået.


Men emnet blev behandlet klart og pædagogisk, så jeg gik markant klogere derfra. Meget kort omhandler problemstillingen, at der på mange områder er så mange og ustrukurerede data, så det er umuligt at håndtere med gænge analysemetoder. Vi er vant til at ”ordne” data – ofte ved hjælp af databaser, regnerark m.v.. Men ikke alle typer data passer ind i den slags organisering i rækker og kolonner. I dag prøver vi enten at systematisere disse data – hvilket kan være uoverkommeligt eller i hvert fald dyrt. Eller også opgiver vi at bruge dem. Men nye metoder til at finde sammenhænge – eller noget der udskiller sig – i store datamængder åbner nye muligheder.
Fx muligheden for at systematisere analyser af data fra mange kilder såsom sociale medier, blogs, hjemmesider, videoer – fx for at finde befolkningens interesser, hvad enten det drejer sig om en virksomhed, der ønsker at vide, hvordan brugerne taler om et nyt produkt, en præsidentkandidat, der gerne vil (gen-)vælges eller interesser i befolkningen for emner, som der træffes politisk beslutning om.
Et andet eksempel er at analysere data fra alverdens trafikkameraer, sikkerhedskameraer m.v. Systemer kan analysere data og ”give alarm”, hvis fx et objekt (måske en kuffert) er blevet stillet på en station og ikke har flyttet sig i længere tid.

Udsigt over Seoul fra HP.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar